I København og Århus stiger kvadratmeterpriserne stødt. Det giver højere efterspørgsel på billige ekstra kvadratmeter til udfoldelse, som køberne ofte finder i huse og villaer med kælder eller loft.

”Kvadratmeter til udfoldelse er netop det, som mange søger, når de kigger efter hus. Uudnyttede loftsrum er der ikke så mange af på markedet, så det er mest kældre, der er fokus på. En tør kælder har et utal af anvendelsesmuligheder,” fortæller John Wulff, der er partner og køberrådgiver hos Købersmægler.dk.

Det er svært at værdisætte en kælder på boligmarkedet, men John Wulf er ikke i tvivl om, at de ekstra kvadratmeter skal være i god stand, hvis sælger for alvor skal mærke det i vurderingen.

”En god, tør kælder er klart værdiforøgende. Det øger salgbarheden og prisen. En tør kælder er et kæmpe gode, men det trækker tilsvarende ned, hvis kælderen er fugtig eller i værste fald inficeret med skimmelsvamp,” forklarer John Wulff.

Stort potentiale
Især i huse fra før 1965 er problemer med kælderen et velkendt problem. Drytech har oplevet den stigende efterspørgsel på tørre og brugbare kældre og har igennem flere år specialiseret sig i at fjerne fugt fra de danske kældre.

”Vi ved, at fugtige kældre kan være sundhedsskadelige og slet ikke har den anvendelighed, som en tør og velholdt kælder har. Vi har oplevet stor efterspørgsel i både København og Århus, hvor priserne er høje, og hvor det derfor kan betale sig at udnytte den ekstra plads, der gemmer sig i kælderen,” forklarer Niels Erik Olsen fra Drytech.

Drytech anslår, at op mod 400.000 danske ejendomme fra før 1965 har problemer med fugt i kælderen på grund af opstigende fugt.

Billige kvadratmeter
Nybyggede danske parcelhuse opføres sjældent med kælder eller anvendeligt loft. Derfor oplever boligmarkedet en stigende interesse for de ældre huse, som ofte har lidt flere af de ekstra kvadratmeter.

”Murermestervillaerne er ofte over 50 år gamle og lavet på en tid, hvor man ikke stillede så mange krav. Fugt i kælderen er et hyppigt problem, og hvis et hus har kælder, er det første spørgsmål fra kunden altid; Er den tør?” forklarer John Wulff fra Købersmægler.dk.